Dag 8, Hjemrejsedag.

Søndag morgen. Tidligt! Nu skulle vi (endelig) hjem.
Vi fik hurtigt gjort os klar, og samlet alt vores gods sammen. Udtjekningen foregik hurtigt og nemt. Vi betalte for opholdet da vi tjekkede ind, og der var ingen minibar o.a. på hotellet, som komplicerer sagerne.

På parkeringspladsen stod vores fine hvide Dacia. Den var ikke blevet stjålet i løbet af natten.

Vi kørte afsted. Vi var i fin tid. Marie havde den lille bærbare computer klar, med screenshots af ruten.

Google anbefalede at køre nord om byen istedet for igennem den, som vi gjorde på vejen til hotellet for nogle dage siden. Det virkede fornuftigt nok.
Trafikken var mild og rar på dette tidspunkt på dagen. Vi kørte nord om byen, rundt om en kæmpe sø.
-Så farede vi vild.
Jeps. Vi missede et venstresving, og fik kørt en pæn distance ud af en forkert vej, inden vi opdagede at der var noget helt galt. Her brændte vi nok ca. 30 minutter af vores tid. Fordømt! Vi fik vendt bilen, og kørt tilbage af samme vej, indtil vi spottede den vej vi skulle have været ude af. Det var en grusvej, som hurtigt blev til en almindelig vej, heldigvis!

Herfra gik det ret glat med at finde frem til motorvejen mod Bukarest. Skønt! Jeg trådte pænt på speederen, uden at overtræde fartgrænsen.

Yes! Motorvej! Ahhh.. Det var rart at banke afsted på en relativ fin motorvej i høj fart. Nu rykkede vi sgu!
-Indtil vi punkterede.
Jeps. Vi punkterede selvfølgelig på motorvejen. Min første tanke, da jeg hørte mærkelige lyde fra bilen var, at den selvfølgelig var brændt fuldstændig sammen. Den oplevelse har vi dog stadig til gode, heldigvis.

Da jeg holdt ind til siden, og fik pillet vores habengut ud af bagagerummet, fandt jeg ud af at der selvfølgelig manglede en svensknøgle, eller hvad fanden det hedder, til at skrue hjulet af. Aaargh!

Jeg fik hejst bilens højre front op med donkraften, og begyndte derefter at forsøge at vinke en medbilist ind til siden. Det gik ikke særlig godt. Heldigvis havde Marie mere held. Ca. 3 sekunder efter at hun forsøgte sig, bremsede en venlig sjæl op. *hrmpf*

Det var en rumænsk familie. Manden og sønnen steg beslutsomt ud af bilen, og overtog fuldstændigt showet. Mine intentioner om at imponere Marie med mine dækskiftningskundskaber blev mast totalt i jorden af den flinke mand (skiderik). Idioten skiftede hurtigt dækket, og så var vi luftbårne igen!


Da vi kom frem til Bukarest, skulle vi tage den sidste afkørsel inden motorvejen sluttede, og køre på en omfartsvej udenom byen (den vi missede tidligere). Det lykkedes os at finde den på trods af den elendige skiltning. I Danmark ville der nok have været et lufthavnsskilt ved afkørslen, men det havde vi efterhånden vænnet os til, omend det stadig kunne bringe ens pis i kog.

Vi kørte i lang tid på denne vej, uden nogen klar indikation af at det var den rigtige, indtil der kom et længe ventet skilt mod Otopeni (Otopeni international airport). Nu kunne vi godt slappe lidt af. Det var tid til at finde en tankstation, og tanke bilen helt op.
Det fandt vi, og fik klaret.

Jeg (Dennis), havde en klar fornemmelse af, at det umuligt kunne glippe nu. Vi var lidt presset med tiden, men ikke katastrofalt. Vi kørte videre, og missede på en eller anden måde vejen ud mod Otopeni! Dette opdagede vi, da næste højresving på omfartsvejen viste ud mod en forkert by. Vi skyndte os at vende bilen, og fandt den rigtige vej ud mod Otopeni.

Nord for Bukarest er der to lufthavne tæt på hinanden. Dette havde jeg set på kortet, så da der kom et skilt mod et eller andet mystisk klingende lufthavnsnavn, gik jeg ud fra at det var den forkerte lufthavn. Vi kørte videre. Vi kom igennem Otopeni. Vi kørte ud af Otopeni. Vi undrede os lidt. Men en lufthavn kan jo godt ligge lidt udenfor byen, ikke?
Forkert. Efter at havde gravet iphonen frem igen, og tjekket vores position (der tikkede med samme flere mails ind, om at min oisterkonto var tom, og var blevet fyldt op automatisk (ca. 200 kr)), kunne vi se at vi var kørt forbi vores lufthavn. Satan i helvede!!! Nu begyndte jeg at få metalsmag i munden. Jeg kunne godt begynde at regne ud, at vi var ved at være sent på den!

Vi vendte endnu engang bilen, og ræsede afsted. Det lykkedes os heldigvis at finde biludlejnings-parkeringspladsen, forholdsvist nemt. Da vi kom ind på Sixt's område, så vi den hvide bil (med ham som modtager bilerne), køre afsted med nogle andre til lufthavnen. Hvis jeg havde tænkt mig om, skulle jeg have holdt hornet i bund, og stoppet ham.

Jeg parkerede bilen. Så ventede vi. Der var omkring 45 minutter til flyets afgang. Vi ventede.
Jeg gik frem og tilbage som en løve i et bur. Panikken havde sat sig i mig.

Endelig kom han kørende. Han havde nogle andre med, som skulle have en bil udleveret. Jeg prøvede desperat at få ham til at tjekke vores bil og køre os til lufthavnen, men idioten var ikke til at stikke i. Aaargh! Så blev han endelig færdig. Der var ca. 30 minutter til afgang. Han tjekkede vores bil. Jeg fortalte ham om vores punktering. Så spurgte han hvorfor vi ikke havde fået dækket repareret, og at vi ville komme til at betale for det. Jeg måtte modstå en pludselig trang til at rive hans ansigt af.

Da han havde tjekket vores bil, kom der et par amerikanske kvinder kørende med en bil der også skulle tjekkes. Jeg var langt over den røde zone. Da jeg bad om at vi ikke kunne få lov til at blive kørt til lufthavnen først, sagde den ene kvinde, at vi ikke kunne nå det. Hun arbejdede i et luftselskab. Min puls var på 314. Jeg havde blodsmag i munden, og tunnelsyn.
Marie sad helt roligt inde i den hvide bil og ventede. Jeg var ved at opbygge adskillige blodpropper i hjernen.

Endelig kom vi afsted! Fremme ved lufthavnen ilede vi hen til check-in counteren. Der opstod et par håbefulde sekunder, hvor check-in konen snakkede med sin superviser. Så kom meddelelsen: "No, sorry. You're too late.".
Jeg oplevede en stor synkende bevægelse i min krop. Det skete bare ikke!!

Henne ved en af skrankerne fik vi at vide, at der ville gå et fly mod Wien kl. 16:30. For sent til at vi kunne nå vores forbindelses fly dér. Selvfølgelig. I total granatchok, krøb vi hen til en bænk og satte os ned.

Der var ikke andet at gøre end at hive iphonen frem igen. (Der var selvfølgelig ikke wifi i lufthavnen). På Skyscanner fandt jeg en tur hjem, over Istanbul lufthavn, til omkring 3400 kr ialt. Der var ikke så meget at gøre ved det. Vi købte den. (Imens tikkede der endnu en mail ind fra Oister).

Nu havde vi da tid til at snakke med Sixt, om den defekte GPS, og det punkterede dæk. Det fik vi ikke meget ud af. Han ville give sagen videre til sine overordnede.

Klokken var ca. 12. Vi havde omkring 5 timer at slå ihjel. Vi fik lidt elendig mad, og spillede lidt yatzi.

Endelig kunne vi stige på Pegasus airlines flyet. En Boing 737. Den så lidt gammel ud. Overraskende nok, styrtede den ikke ned på vejen til Tyrkiet.

                                                          Navnet på lufthavnen i Istanbul.
Det var lækkert at ankomme til Istanbul lufthavn. Luften var på en eller anden måde renere, og der var anderledes styr på tingene. Kort sagt: Det var ikke Rumænien!

Her fik vi os noget aftensmad. Det smagte forrygende. Priserne var lidt som i Danmark, men pyt.

Efter ca. 3-4 timer, lykkedes det os at checke ind til turen mod Copenhagen. Det var vidunderligt at se det bynavn på skærmen. Der var en masse bralrende danskere på flyet. Det irriterede mig ikke særlig meget. Kun lidt.

Vi havde fået de forreste sæder, med masser af benplads. Jeg var begyndt at blive forkølet, sikkert pga. stress og A/C. Dette fly styrtede heller ikke ned.

I Kastrup kom vores bagage overraskende hurtigt ud på båndet. Min far var så flink at hente os. Klokken var 1:30. Min far havde taget Jack med. Det var skønt at blive hilset velkommen af den lille fede hund. :-)
Vi kørte ikke galt på køreturen hjem. Da vi kom hjem lagde vi os til at sove.

Anything to declare?
-Yeah, don't go to Romania.

/Slut

Dag 7.

Stranddagen.

Vi startede dagen med en god gang morgenmad fra buffeten. Vi var blevet ret gode til at manøvrere udenom de fede desperate matroner, som tilsyneladende hver æder 27 stykker ristet toast til morgenmad.

Vi skyndte os op på vores værelse og gjorde klar til den store badetur! Solcreme. Badeshorts. Bikini. Kasket. Solbriller. Badekåber. Vi var klar!

Nede ved stranden fik vi anvist et par solvogne. Vi hader begge strandsand af hele vores hjerte, så dette var en god ting! Vi lå og stegte et stykke tid. Ahhhh..

-15 minutter efter begyndte jeg at kede mig.. Jeg måtte ud i vandet. Nu! Det lykkedes mig at lokke Marie med ud. Kæft, det var koldt! Marie soppede lidt, og vendte tilbage til solvognen. Jeg fortsatte ud, og dykkede ned under. Ahh. Det var sgu lækkert! Efter at have plasket rundt et stykke tid, vendte jeg tilbage til min solvogn.

10 minutter efter kedede vi os igen. Vi besluttede os for at leje en vandcykel. De var ikke særlig dyre, 30 Lei (en halvtreller) for en time. Det var super at padle lidt væk fra alle de andre turister. Marie smed toppen, og jeg hoppede endnu engang i vandet. Det begyndte at svide i min røv.. (Jeg døjer meget med en rift i røven, og saltvand hjælper tilsyneladende ikke på denne lidelse).

Vi sejlede ind til kysten igen, uden at blive torpederet af hverken både eller vandscootere, og vendte tilbage til værelset for at slappe lidt af.

Om eftermiddagen tog vi ned til strandpromedaden, og osede lidt rundt. Vi købte en rumænsk specialitet ved en "bager". En slags hult brød, som smagte lidt som kage/wienerbrød, med knuste nødder og sukker plastret overalt på ydersiden. Det smagte ret lækkert!

Vi tog hjem igen. Jeg havde en dårlig røvdag. Vi så en film i fjerneren. En golf film. Fin nok.

Inden vi gik i seng tog vi en aftentur. Her tømte vi resten af vores hundefoder og kattefoder nede på en stor græsplæne foran hotellet. Det skulle nok blive spist. :-)

Imorgen skulle vi hjem mod Danmark. Det glædede vi os faktisk til. Turen havde bestemt ikke levet op til vores forventninger, med uheld, sygdom og skuffelser.
Vi planlagde ruten til lufthavenen, og gemte nogle screenshots af forskellige kort over ruten. Vækkeuret blev sat tidligt om morgenen, så vi kunne komme i fornuftig tid. Yes sir. Vi tog ingen chancer denne gang! Det kunne ikke gå galt, vel?

Dag 6.

Vågnede efter endnu en stille nat...meget vigtig for mig (Marie) at understrege hvor dejligt det er ikke at have hylende hunde udenfor ens vindue hver nat.

 

Vi stod op og gik ned for at nyde morgenbuffeten, hvilket vi havde glædet os til :) Og hvad stødte vi så på?.....jo, en ok standard buffet, dog med en kødrand af fede damer med adskillige tallerkener fyldt med ristede brød, nok til at brødføde en mindre afrikansk by!

Efter morgenmaden gik vi på jagt efter hoteller med Spa, dem vi havde læst sååååå meget om, men hver gang vi kom forbi et hotel med 4 - 5 stjerner, havde de enten ikke Spa elller også var det lukket :( Sur røv.
Vi havde gået et godt stykke udaf strandpromenaden, mod nord fra vores eget hotel for at finde et sted, men efter et stykke tid opgav vi og vendte om....øvøv finder vi da aldrig noget Spa? :(
På tilbagevejen blev vi enige om at tage en tur i den lift som hænger ind over Mamaia for at nyde udsigten (under turen begyndte Dennis at snakke om vores uheld og hvor modig han synes vi var ved at tage denne tur, det synes jeg ikke var sjovt at høre på :( ) men udsigten var flot og turen tog ca. 15 min for 17 kr.

Ved endestationen fik vi øje på et tivoli som så meget andet hernede var lukket. Men enkelte af butikkerne rundt om var åbne, så vi besluttede os for at se lidt nærmere på dem.
Det var ikke super dyrt modetøj de havde men vi fandt begge et par ting vi kun bruge.
Da vi stod ude ved vejen spottede vi et McD skilt og tænkte YES "normal" mad; det må vi prøve ;)

Dennis: Skiltet sagde 1000 m, men hernede skal man åbenbart gange meter-enheden med 2 for at få det til at passe. På vejen opdagede vi et sportscenter, som vi tjekkede ud. De tilbød behandlinger! Fint nok. Vi bestilte hver en behandling; Marie en times honning massage, og en times almindelig massage til mig.
Inden vores massagetider, kunne vi lige nå at ile over til McDonalds, og fråse i velkendt junkfood. Det smagte aldeles fremragende! Til forskel for de normalt underbemandede danske McD'ere, var der rigtig mange på arbejde i denne biks. Ét point til Rumænien :-)

 

Det var lækkert at få en god gang massage! Det var en lille kvinde med overraskende gode fingremuskler som masserede mig. Lidt grænseoverskridende var det, da hun vendte mig om, og masserede min (om end tynde) mave..  ;)
Marie havde også nydt sin honningmassage, selvom det havde føltes lidt som at få en voksbehandling pga. det klæbrige honning.

Efter vores massage spillede vi lidt i deres spillerum nedenunder. Jeg tævede Marie i et mini-bowling spil (2-1 til mig, maskinen koksede lidt i sidste spil, men jeg havde selvfølgelig vundet alligevel).

Derefter tog vi hjem igen med liften. Da vi havde slappet lidt af oppe på hotelværelset, ville Marie gerne ned og fodre nogle hunde vi havde set på parkeringspladsen (Vi havde stadig en halv pose hundefoder tilbage).

 

Senere på aftenen gik vi ned for at spise aftensmad. Det var en meget blæsende aften, og alt synes nærmest at lukke ned p.g.a. det "dårlige" vejr (de skulle bare prøve at bo i DK).

 

Vi fandt et sted som så meget hyggeligt ud, med live musik, som mindede en hel del om den koncert vi ufrivilligt deltog i, oppe i Bran.

Maden viste sig desværre at være middelmådig, ligesom betjeningen. Marie bestilte en drink, som lød til at være velsmagende. Det var den ikke.

Efter den skuffende aftensmad tog vi hjem og spillede lidt Yatsi, inden vi gik i seng.

Det var en stille dag med små opture og små nedture. Imorgen skulle vi til stranden og hygge os. Vejret skulle blive ret godt, ifølge vejrudsigten. Læækkert! :-)

Dag 5.

Så blev det torsdag morgen! Nattens konstante basrytme sad stadig lidt i mig (Dennis), da jeg stod op fra sengen, men det afgrundsdybe raseri var sivet lidt ud af mig.
Nu var det Maries tur til at være et klynkende skvat. ;-) Hun havde lidt af de samme symptomer som jeg led under, bare i væsentlig mindre grad, selvfølgelig ;)
(Marie drak et par slurke af det føromtalte flodvand, så teorien holder stik).
Det var synd for hende, for vi skulle jo ud af hotelværelset inden kl. 12, og afsted mod Sorte havet, Constanta (østkysten). Der var ikke tid til at ligge og fede den af, ligesom jeg gjorde på dag 3.

Heldigvis var hun i stand til at gøre sig klar. Nede i hotellobbyen prøvede jeg at puste mig lidt op og brokke mig over nattens larm. Desværre var værten så rar og flink at jeg ikke rigtig kunne få sjælen med i det.. Han serverede vores sidste måltid i Bran, som Marie fik prikket lidt til, og så betalte vi for opholdet, og kørte afsted!

Huhej hvor det gik, over stok og sten. Mens Marie sad og kæmpede med opkastfornemmelse og kvalme, havde jeg klampen i bund op og ned af smalle hårnålesving (der kom selvfølgelig stadig vanvittige rumænere bankende afsted om min venstre side med 200 km i timen).

Da vi nærmede os bunden af bjergene, tankede jeg bilen op. Den var næsten tom. 360 kr blev det til. Vi havde håbet og researchet os til at benzinen skulle have været billigere.. *hrmph*, det er sgu en om'er, google..

Nede på den rumænske slette, udvidede vejen sig, og jeg kunne virkelig åbne op for spjældet, dvs. at vi kom op på omkring 90 km/t.... Flot, Dacia...

                                                        Vores flotte hvide bil.
Vi skulle ned over Bukarest, for at fange motorvejen mod østkysten. Ifølge kortet var der en omfartsvej omkring byen, så det kunne sgu ikke være nemmere..
Vi kom helskinnede frem til omfartsvejen, og startede på buen omkring byen.
Så, lige pludselig: PANIK! Den brede 4-sporede vej delte sig uden varsel i 2 gange 2 spor, uden nogen som helst form for skiltning. Min hjerne kalkulerede sig ret hurtigt frem til at ligegyldigt hvilken vej jeg tog, ville det være den forkerte, så jeg holdt mig til den venstre side, vel vidende at dette var vejen som ville tage os direkte ind i Bukarests centrum. Og det gjorde den selvfølgelig også.

Efter at have kørt rundt i et ultra trafikeret bycentrum, med en raseri-induceret puls på omkring 260, i omkring en halv time, greb jeg resolut min iphone, og slog mobil data til, vel vidende at det koster rundt regnet 8000 kr pr MB hentet. Med Maries hjælp som vognkommandør, fandt vi vejen ud mod motorvejen til kysten!

Da vi endelig nåede frem til Constanta, efter ca. 6 timers kørsel, gik det faktisk mistænkeligt nemt med at finde hotellet. Vi parkerede bilen (Marie havde det ikke specielt godt på dette tidspunkt), tjekkede ind, og bar vores bagage op på 3. sal.

Det var en noget anden standard end værelset i Bran. Væsentligt mindre, og med en ret gennemtrængende kloak-aroma. Vi pakkede ud, lagde os og slappede lidt af, og besluttede os for at gå ned og spise.

Efter aftensmaden gik vi en tur ned langs stranden (ja, hotellet ligger lige op til en fremragende strand). Det var ret romantisk ;-)
Lídt nede af stranden fandt vi en lang promenade, med en masse butikker, og masser af mennesker. Rigtig lækkert. Vi osede lidt. Jeg prøvede forgæves at finde en skjorte som var lang nok. Marie fandt lidt tøj. Vi gik hjem til hotelværelset.
Lige nu ligger Marie og sover, og jeg vil gerne hoppe med på den vogn, så jeg slutter herfra :-)

Dag 4.

Onsdag morgen.
Jeg (Dennis) havde en dejlig nats søvn, uden kvalme, diaré, eller opkast. Dejligt :-)
Ved gårsdagens udflugt til et stort center i Brasov, var vi inde ved et apotek, hvor jeg snakkede med en engelsktalende ekspedient om mine problemer. Hun solgt mig nogle piller. Jeg tog første skud med det samme.

Idag planlagde vi at tage til en by kaldet Sinaia, som ligger ca. 40 km fra Bran, oppe i knap 2000 m's højde. Øv, det var en lækker by! Vi var begge enige om at det var dér vi skulle have boet. Tilpas aktivitet. Lifts direkte op til nogle bjergtinder. Gode indkøbsmuligheder. Fordømt! Nå, det må vi huske hvis vi igen skulle få lyst til at besøge Transylvanien...

Vi prøvede først at køre op til en af liftene i byen, men den virkede meget inaktiv, så vi fandt istedet et sted at parkere bilen, nede i byen. 3,5 Lei/timen.
Fra parkeringspladsen gik vi en tur op til et kloster. Det var et fint kloster. :-)

 

Marie prøvede selvfølgelig med det samme at købe et ikon af jomfru Maria *suk*.. Hun ombestemte sig heldigvis. Vi har ét ikon derhjemme, som min mormor har lavet. Det er rigtigt flot. Vi behøver ikke flere! :-)

Derefter gik vi ned til centrum af byen, og osede lidt i nogle tøjbutikker. Vi fandt ikke noget vi ville købe. Vi fandt dog et vaskeægte steak-house, american style! Den måtte vi lige prøve.. Vi bestilte nøjagtigt det samme: Smoked baby spareribs, med bagt kartoffel til. Det smagte ganske udmærket :-)

Klokken var nu ca. 16:30 om eftermiddagen. Vi gik op til en anden lift i byen, bag et hotel kaldet New Montana Hotel. Den lukkede kl. 17. Pis! Vi kunne selvfølgelig tage den op til toppen, og så vandre ned, men jeg var stadig mærket af min 24-timers virus (eller hvad det nu var), så det var jeg ikke klar til.

Oppe ved liften fandt vi en rigtig sød hund og kat. De så sørgelige ud. Hunden havde et hjerteskærende såret blik i øjnene. Den lignede lidt en schæfer, sikkert en eller anden form for blanding. Marie ofrede med det samme nogle gode kiks (det eneste føde vi havde på os, bortset fra en banan, som ingen af dyrene ville røre). Hunden huggede kiksene i sig med glubsk appetit.

Vi blev enige om at vi ville sætte os for at redde disse dyrs dag, omend bare for én dag. Vi gik ned i et supermarket, og købte en 5 kg pose hundemad, og en lille æske kattemad. På vej op til liften så vi vores hund nede ved en restaurant, frisk og frejdig. Vi blev lidt skuffede. Den havde tydeligvis narret os med sin tidligere så svage fremtoning. *fnys*
Vi gik alligevel op til liften, for om ikke andet så at give katten lidt mad. Da vi kom op, fik vi noget af et chok! Der stod vores hund jo! En tro kopi af den friske hund nede ved restauranten, bortset fra at den stadig så svag og ynkelig ud.
Vi skyndte os at skære hundeposen op, og hælde en ordenlig portion ud på vejen til den. Efter en del mistroisk snusen til maden (den havde tydeligvis aldrig fået sådan noget før), begyndte den at hugge det i sig. Ahh.. Det var dejligt at se :-)
Katten fik også en portion af kattemaden, men den snøftede selvhøjtideligt ad os, og svansede over til sin hundeven, og åd lidt af hundemaden. Jaja, maden lå til ham hvis han skulle komme ned fra sin høje hest :-)

Vi gik ned mod centrum igen (og gav også den frejdige hund en portion hundemad, som den kastede sig over), og fandt vores bil.

Vi kørte hjem til vores "elskede" Bran. Her ville vi tage en desert på et spisested, hvor der til vores overraskelse også var en 5-d biograf. (Ja, biograferne herovre er helt oppe i 5 dimensioner). Vi prøvede at se en af filmene, en 23 mínuter lang film, kaldet Haunted House, hvor man (i skikkelse af en kat) besøger et uhyggeligt hus, og blive jagtet rundt. Stolene hoppede og dansede, og man fik blæst luft i hovedet, nakken og fødderne. Det var super fedt!

Vi spiste hver især en isdesert, med kaffe/varm chokolade, og tog en film mere. Denne gang "Take me to the moon", hvor man fulgte tre fluer ombord på Apollo 11. Griner  :-)

Derefter tog vi hjem for at skrive blog, og komme lidt tidligt i seng inden morgendagens afrejse mod østkysten.

Så nemt skulle det åbenbart ikke gå! Tilsyneladende holdt vores hotelvært koncert for en større skare af mennesker! Aaaaargh! Det var virkelig en træls aften. Helt frem til 02:30 om natten lå vi og hørte på en eller anden rumænsk sanger, med konstant tung bas rytme, synge med overdreven gejst og udholdenhed. Manden var en skide maskine, for satan i helvede!! Jeg gik på et tidspunkt ned for at se hvad der skete. Hotelværten fik øje på mig, og nikkede og sagde "Too loud, too loud", og gik ind for at skrue lidt ned for lyden. Da han åbnede døren ind til festen, stod der en mur af ekstrem larm ind i hovedet på mig. Hold da helt kæft, folk derinde må helt sikkert have fået permanent høreskade.. Det hjalp marginalt, da han fik skruet lidt ned for lyden. Oppe på hotelværelset havde man stadig basvibrationer, og klagende, vibrerende rumænsk stemmerøst i ørene. At begrave hovedet i hovedpuden hjalp ikke en fløjtende fis. *suk*.

Til sidst, da musikken endelig stoppede, kunne vi falde i søvn. Det kommer idioten fandme til at høre for imorgen!

Dag 3.

Efter endnu en nat med hylende hunde (hvilket vi desværre oplever hver nat), vågnede jeg (Marie) op til en dejlig morgen med udsigt til sol, varme, osse tur til Brasov, men ikke mindst af alt, Spa i Poiana Brasov :) mmmmmm spa.
Men den dag blev hurtig ødelagt, da Densi natten over blev syg med diarè (senere kastede han op i stor stil)...(ja ja jeg ved godt jeg lyder lidt egoistisk nu) men helt ærlig jeg havde virklig glædet mig til at komme i spa.
Så i sted for en hygge dag blev det en laaaang formiddag med vask af tøj, læsning af Jumbo bog og at høre på Densi´s klynkende klagesang :( 
Den der med at rigtige mænd aldrig klynker...er en gang fis, det kan jeg godt skrive under på.
Til sidst kunne jeg dog ikke holde det ud længere at sidde inde på værelset og høre på hans jamren (Ps., jeg lyder måske lidt ond, men jeg passede skam min syge kæreste, gav ham vand, piller, frugt og nussede ham). Modigt besluttede jeg mig for at gå en lille tur på ca. 1 km op til den nærmeste købmand for at få en is.

Når jeg skriver: modig....betyder det bare at vejene i Rumænien ikke besidder fortove, så når man går en tur er det med livet som indsats, men det har man jo prøvet før på Korfu...he.
På min lille gåtur fik jeg et indblik i lokal befolkningens hverdag......et lille savværk, at få skæld ud af en meget gammel dame, hestevogn, en telefonmand som stod på en stige og hængte en telefon ledning op med hjælp fra 2 børn....he og en mega sød lille kat og hund som jeg bare måtte hilse på......de var sssååååå søde. 

Da jeg kom tilbage til hotellet, lå Densi stadig i sengen, så jeg begyndte at skrive på blogen.
Efter et par timer synes jeg dog at det begyndte at blive lidt kedligt bare at "være mig selv" så jeg piskede Dennis op af sengen og fik ham i bad, hvilket hjalp på hans humør.... (på det tidspunkt havde han det noget bedre.....bare så i ik tror jeg er helt ond) ;)
Vi blev enig om at tage ind til Unirea Shopping Center i Brasov og se hvad de havde at byde på....
Det var faktisk et ok center...ligemeget hva Dennis end siger ;) okey et lille minus var at der ikke var flere spisesteder end én cafe...men ellers synes jeg den var fin med nogle ok tøjbutiker som jeg desværre ikke fik set fordi en hvis herre pludselig fik kvamle:( så vi måtte afsted....
Dog nåede vi lige at få 5 min. i en af disse massagestole som bare er såååå dejlige (dog ikke når man har ondt i alle ledene efter gårsdagens vandretur). 

Da vi forlod Barsov var himmelen over byen oplyst at lyn og torden og en mindre regnskylle ramte os så vejene blev oversvømmet, men heldigvis klarede vores super bil at komme igennem vandmassen. :)

På vejen hjem til hotellet stoppede vi i Bran og fik os noget at spise.....eftersom ingen af os havde fået morgenmad eller frokost.
Da vi kom tilbage til hotellet gik der ikke længe før Dennis faldt i en meget dyb søvn....og jeg var lys vågen til lidt ud på natten, hvor de skide hunde igen begyndt at skabe sig :(  (noget jeg absolut ikke vil komme til savne ved dette sted....det og at skulle vente hver morgen i 5-10 min på at vandet bliver varmt).
Endnu et kapitel i vores ferie er slut....ses senere :)

Dennis: I gårsdagens indlæg noterede jeg mit fødeindtag dagen igennem. Vi mistænker at det var den "friske" flodvand der ødelagde min mave. Puha, det var en slem omgang. Marie skulle bare vide.. :-(

Dag 2.

Mandag. Morgenmad: Æg. Skinke. Salami. Ost. Brød. Kaffe. Te.

Det var vigtigt at indtage masser af næring, for denne dag skulle vi vandre!

Oprindeligt var det planen at vi ville tage til Brasov, og køre med liften op på Tampa moutain, og vandre rundt deroppe. Men vores flinke hotelvært havde et godt tip: For enden af den sidegade vi boede på, ligger der en by kaldet Moeciu de Sus. Derfra går der vandrestier op på toppen af Mount Bucegi (2505 m's højde).

Vi pakkede vorers vandregrej, og kørte op mod M. de Sus. Vejret var strålende.

For enden af vejen parkerede vi vores lækre hvide Dacia Duster, iførte os vores vandresko, og begyndte at vandre afsted på en bred sti/smal vej.

Ved indgangen til naturområdet var der et stort skilt som vi desværre glemte at photografere. Det viste en masse tekst på rumænsk med hvad der kun kan have været et masse advarlser mod alt muligt, og et billede af en bjørn!
Da vi havde gået lidt, dukkede der en "lille flod"/"stor å" op på vores venstre side, med stisystem. Der gik ikke længe før der viste sig en rutemarkering op mod en bjergtinde. (En rød trekant). Den fulgte vi selvfølgelig!

Underlaget var løst sand med mellemstore sten som man nemt kunne skvate i. Opad gik det i en jævn drabelig stigning. P.g.a. vores (Maries, red.) elendige kondi måtte vi stoppe op en del gange indtil vi blev godt varme i musklerne.

Undervejs på den 2 timer vandretur mod toppen kom der til tider frit udsyn over den underliggende dal og omkringliggende bjerge. Det var et smukt syn.

Undervejs fandt vi mange ekskrementer liggende på stien. Vi bedømte det til at være bjørneafføring. Det lugtede dog en lille smule som hestelorte, men ikke helt!

 Omsider nåede vi toppen af bjerget! Det var en stor sejr for os! Vi ignorede lugten af de mange bjørnelorte, og mystiske lyde i kratet omkring os, og nød den storslåede udsigt fra toppen af vores bjerg.

Efter at vi havde nydt vores sejrsstund gik turen nedad igen. Det var lidt halsbrækkende med alle de løse sten, men det lykkedes os at undgå at lemlæste os selv alt for meget.

Nede ved floden, kølede vi vores fødder ned i det iskolde vand. Det var lækkert. Jeg (Dennis) var tørstig, så jeg fyldte min tomme vandflaske og drak en liter af det velsmagende vand.

Vi valgte at tage den sikre vej over floden.¨

Med en god sund appetit kørte vi til en by kaldet Poiana Brasov for at inspicere den til en planlagt vandretur samt spa oplevelse dagen efter.
Her spiste vi en lækker aftensmad. Jeg fik suppe og pizza, Marie fik nogle sindssygt lækre minipizzaer med tomater på til forret og kylling med sesamfrø og kartoffelbåde til hovedret.

Til senere reference indtog jeg (Dennis) altså denne dag følgende: Æg, skinke, ost, kaffefløde, sandwich, kyllingesuppe, pizza med skinke, ost, champignoner, en liter flodvand.

Vi kørte hjem, og så lidt film i fjerneren (de synkroniserer tilsyneladende ikke udenlandske film i Rumænien), og gik i seng.
Jeg (Dennis) havde det ikke særlig godt. Jeg havde det meget varmt. Marie frøs. -Hmm..

Dag 1.

Efter en "velfortjent, rolig og stille nattesøvn"... (Haha) rolig og stille er vist ikke lige ordet vi kan bruge; det meste af natten hylede og wuffede nabolagets hunde i kor :( .

Da vi endelig fandt hotellet igår blev vi enige om, at nu måtte vi da have opbrugt vores uheld...HA hvor tog vi fejl :( , for da Dennis skulle i bad om morgenen, gik det ikke bedre end at det lykkedes ham at lukke for afløbet i bruseren og såååå stod den halv under vand...TAK skat. Men jeg var stædig og tænkte (jep jeg tænkte....dog kun med den ene halvdel af hjernen) at jeg da nemt kunne tag et bad, for vandet kunne da bare løbe ud i risten i gulvet. Men nej det lykkedes os (os?, red.) at fylde bruseren helt op til kanten og lave oversvømmelse i badeværelset....i det øjeblik var det meget pinligt at skulle hente rengøringsdamen for hjælp (og hun kunne selvfølgelig ikke forstå eller snakke engelsk) men hjælp, det fik vi, og efter et par minuter fik ejeren af hotellet repareret vores bruser.

                                                             (En mindre oversvømmelse)
Efter en udemærket morgenmad som bestod af omelet med søde solmodne tomater, kaffe og te, blev vi enige om at vi havde brug for en hyggedag....så derfor besluttede vi os for at tage til Bran og se Bran Castle og senere til Brasov for at ose lidt.

Bran viste sig at være noget af en uskøn turistby, fyldt med utallige små kiosker der alle solgte nøjagtigt de samme varer. Der var også en lille "gågade", med en række boder som solgte souvenirs.

Vejene var ret elendige. Allerede aftenen før, hvor vi kørte frem og tilbage mellem Bran og to nabobyer i det desperate håb om, mirakuløst, at spotte vores hotel, var det tydeligt at det rumænske folkefærd kører som død og helvede! (Kører man om aftenen i et rask tempo, og spotter et par forlygter i bakspejlet, går der lige nøjagtigt 5 sekunder før man har et hidsigt køretøj lige i røven!).

I Bran (og alle andre byer vi stødte på i Transylvanien) løber der ekstremt mange hunde rundt. Både Marie og jeg får det dårligt over at kigge på dem. Vi har lyst til at tage dem alle sammen med hjem til Danmark og fede dem godt og grundigt op. Vi har en teori om at det er "survival of the cutest" mht. disse hunde. Disse hunde lever på de godbider de kan tigge sig til på gaden.

Bran Castle viste sig at være et flot og velholdt slot. Jeg (Dennis) har være der før på interrail, men kunne overhovedet ikke genkende det bortset fra et par enkelte dele af slottet. Vi (Marie, red.) var ved at dø af antrengelse ved gåturen op til slottet, hvilket var lidt skidt eftersom at det var meningen at vi skulle op i bjergene og gå nogle lange ture!

Da vi kom op til slottet viste det sig at være pakket med fede turister, som hårdtarbejdende og totalt uinteresserede gik og tog billeder af alt hvad der lignede et eller andet som man burde tage et billede af. Vi fik mast os igennem massen af rødspættet hud og flæsk, og set hele slottet.

Efter en frokost i Bran, tog vi en tur til Brasov, den største by i Transylvanien, som ligger ca. 30 km væk. Det var helt rart at køre i dagtimerne, efter aftenens strabadser. Jeg var begyndt at vænne mig til kørestilen i landet, og selvom rumænerne kører meget agressivt, er de faktisk bedre end danskerne til at holde tilbage for hinanden. I Brasov var der tung trafik, og meget mystisk konstruerede rundkørsler, men det lykkedes os at finde ind til centrum og parkere bilen. (3 lei i timer, svarende til en femmer).

I Brasov fandt vi en meget fin gågade, med caféer placeret midt på vejen. Vi blev enige om at det egentlig var ret smart.

Vi var inde i en tøjforretning og ose lidt. Priserne var ikke markant billigere end Danmark. Vi købte ikke noget, selvom vi var fristet. På trods af ens fordomme virker de faktisk ret godt med, modemæssigt, i Rumænien.

Vi fandt et lille bageri, og købte hver en kage og kaffe/te. Det smagte ok, så heller ikke bedre :-)

I byen var der en sjov blanding af gamle fallerede bygninger, gamle velholdte bygninger og "moderne" bygninger.

Om aftenen spiste vi i Bran, med et par sultne hunde som tilskuere. Da vi kom hjem til hotellet, viste det sig at internettet ikke virkede. (Det skulle først komme op og køre igen mandag aften). Suk.

Vi glædede os til mandag morgen! Endelig skulle vi ud og vandre! :-)