Dag 8, Hjemrejsedag.

Søndag morgen. Tidligt! Nu skulle vi (endelig) hjem.
Vi fik hurtigt gjort os klar, og samlet alt vores gods sammen. Udtjekningen foregik hurtigt og nemt. Vi betalte for opholdet da vi tjekkede ind, og der var ingen minibar o.a. på hotellet, som komplicerer sagerne.

På parkeringspladsen stod vores fine hvide Dacia. Den var ikke blevet stjålet i løbet af natten.

Vi kørte afsted. Vi var i fin tid. Marie havde den lille bærbare computer klar, med screenshots af ruten.

Google anbefalede at køre nord om byen istedet for igennem den, som vi gjorde på vejen til hotellet for nogle dage siden. Det virkede fornuftigt nok.
Trafikken var mild og rar på dette tidspunkt på dagen. Vi kørte nord om byen, rundt om en kæmpe sø.
-Så farede vi vild.
Jeps. Vi missede et venstresving, og fik kørt en pæn distance ud af en forkert vej, inden vi opdagede at der var noget helt galt. Her brændte vi nok ca. 30 minutter af vores tid. Fordømt! Vi fik vendt bilen, og kørt tilbage af samme vej, indtil vi spottede den vej vi skulle have været ude af. Det var en grusvej, som hurtigt blev til en almindelig vej, heldigvis!

Herfra gik det ret glat med at finde frem til motorvejen mod Bukarest. Skønt! Jeg trådte pænt på speederen, uden at overtræde fartgrænsen.

Yes! Motorvej! Ahhh.. Det var rart at banke afsted på en relativ fin motorvej i høj fart. Nu rykkede vi sgu!
-Indtil vi punkterede.
Jeps. Vi punkterede selvfølgelig på motorvejen. Min første tanke, da jeg hørte mærkelige lyde fra bilen var, at den selvfølgelig var brændt fuldstændig sammen. Den oplevelse har vi dog stadig til gode, heldigvis.

Da jeg holdt ind til siden, og fik pillet vores habengut ud af bagagerummet, fandt jeg ud af at der selvfølgelig manglede en svensknøgle, eller hvad fanden det hedder, til at skrue hjulet af. Aaargh!

Jeg fik hejst bilens højre front op med donkraften, og begyndte derefter at forsøge at vinke en medbilist ind til siden. Det gik ikke særlig godt. Heldigvis havde Marie mere held. Ca. 3 sekunder efter at hun forsøgte sig, bremsede en venlig sjæl op. *hrmpf*

Det var en rumænsk familie. Manden og sønnen steg beslutsomt ud af bilen, og overtog fuldstændigt showet. Mine intentioner om at imponere Marie med mine dækskiftningskundskaber blev mast totalt i jorden af den flinke mand (skiderik). Idioten skiftede hurtigt dækket, og så var vi luftbårne igen!


Da vi kom frem til Bukarest, skulle vi tage den sidste afkørsel inden motorvejen sluttede, og køre på en omfartsvej udenom byen (den vi missede tidligere). Det lykkedes os at finde den på trods af den elendige skiltning. I Danmark ville der nok have været et lufthavnsskilt ved afkørslen, men det havde vi efterhånden vænnet os til, omend det stadig kunne bringe ens pis i kog.

Vi kørte i lang tid på denne vej, uden nogen klar indikation af at det var den rigtige, indtil der kom et længe ventet skilt mod Otopeni (Otopeni international airport). Nu kunne vi godt slappe lidt af. Det var tid til at finde en tankstation, og tanke bilen helt op.
Det fandt vi, og fik klaret.

Jeg (Dennis), havde en klar fornemmelse af, at det umuligt kunne glippe nu. Vi var lidt presset med tiden, men ikke katastrofalt. Vi kørte videre, og missede på en eller anden måde vejen ud mod Otopeni! Dette opdagede vi, da næste højresving på omfartsvejen viste ud mod en forkert by. Vi skyndte os at vende bilen, og fandt den rigtige vej ud mod Otopeni.

Nord for Bukarest er der to lufthavne tæt på hinanden. Dette havde jeg set på kortet, så da der kom et skilt mod et eller andet mystisk klingende lufthavnsnavn, gik jeg ud fra at det var den forkerte lufthavn. Vi kørte videre. Vi kom igennem Otopeni. Vi kørte ud af Otopeni. Vi undrede os lidt. Men en lufthavn kan jo godt ligge lidt udenfor byen, ikke?
Forkert. Efter at havde gravet iphonen frem igen, og tjekket vores position (der tikkede med samme flere mails ind, om at min oisterkonto var tom, og var blevet fyldt op automatisk (ca. 200 kr)), kunne vi se at vi var kørt forbi vores lufthavn. Satan i helvede!!! Nu begyndte jeg at få metalsmag i munden. Jeg kunne godt begynde at regne ud, at vi var ved at være sent på den!

Vi vendte endnu engang bilen, og ræsede afsted. Det lykkedes os heldigvis at finde biludlejnings-parkeringspladsen, forholdsvist nemt. Da vi kom ind på Sixt's område, så vi den hvide bil (med ham som modtager bilerne), køre afsted med nogle andre til lufthavnen. Hvis jeg havde tænkt mig om, skulle jeg have holdt hornet i bund, og stoppet ham.

Jeg parkerede bilen. Så ventede vi. Der var omkring 45 minutter til flyets afgang. Vi ventede.
Jeg gik frem og tilbage som en løve i et bur. Panikken havde sat sig i mig.

Endelig kom han kørende. Han havde nogle andre med, som skulle have en bil udleveret. Jeg prøvede desperat at få ham til at tjekke vores bil og køre os til lufthavnen, men idioten var ikke til at stikke i. Aaargh! Så blev han endelig færdig. Der var ca. 30 minutter til afgang. Han tjekkede vores bil. Jeg fortalte ham om vores punktering. Så spurgte han hvorfor vi ikke havde fået dækket repareret, og at vi ville komme til at betale for det. Jeg måtte modstå en pludselig trang til at rive hans ansigt af.

Da han havde tjekket vores bil, kom der et par amerikanske kvinder kørende med en bil der også skulle tjekkes. Jeg var langt over den røde zone. Da jeg bad om at vi ikke kunne få lov til at blive kørt til lufthavnen først, sagde den ene kvinde, at vi ikke kunne nå det. Hun arbejdede i et luftselskab. Min puls var på 314. Jeg havde blodsmag i munden, og tunnelsyn.
Marie sad helt roligt inde i den hvide bil og ventede. Jeg var ved at opbygge adskillige blodpropper i hjernen.

Endelig kom vi afsted! Fremme ved lufthavnen ilede vi hen til check-in counteren. Der opstod et par håbefulde sekunder, hvor check-in konen snakkede med sin superviser. Så kom meddelelsen: "No, sorry. You're too late.".
Jeg oplevede en stor synkende bevægelse i min krop. Det skete bare ikke!!

Henne ved en af skrankerne fik vi at vide, at der ville gå et fly mod Wien kl. 16:30. For sent til at vi kunne nå vores forbindelses fly dér. Selvfølgelig. I total granatchok, krøb vi hen til en bænk og satte os ned.

Der var ikke andet at gøre end at hive iphonen frem igen. (Der var selvfølgelig ikke wifi i lufthavnen). På Skyscanner fandt jeg en tur hjem, over Istanbul lufthavn, til omkring 3400 kr ialt. Der var ikke så meget at gøre ved det. Vi købte den. (Imens tikkede der endnu en mail ind fra Oister).

Nu havde vi da tid til at snakke med Sixt, om den defekte GPS, og det punkterede dæk. Det fik vi ikke meget ud af. Han ville give sagen videre til sine overordnede.

Klokken var ca. 12. Vi havde omkring 5 timer at slå ihjel. Vi fik lidt elendig mad, og spillede lidt yatzi.

Endelig kunne vi stige på Pegasus airlines flyet. En Boing 737. Den så lidt gammel ud. Overraskende nok, styrtede den ikke ned på vejen til Tyrkiet.

                                                          Navnet på lufthavnen i Istanbul.
Det var lækkert at ankomme til Istanbul lufthavn. Luften var på en eller anden måde renere, og der var anderledes styr på tingene. Kort sagt: Det var ikke Rumænien!

Her fik vi os noget aftensmad. Det smagte forrygende. Priserne var lidt som i Danmark, men pyt.

Efter ca. 3-4 timer, lykkedes det os at checke ind til turen mod Copenhagen. Det var vidunderligt at se det bynavn på skærmen. Der var en masse bralrende danskere på flyet. Det irriterede mig ikke særlig meget. Kun lidt.

Vi havde fået de forreste sæder, med masser af benplads. Jeg var begyndt at blive forkølet, sikkert pga. stress og A/C. Dette fly styrtede heller ikke ned.

I Kastrup kom vores bagage overraskende hurtigt ud på båndet. Min far var så flink at hente os. Klokken var 1:30. Min far havde taget Jack med. Det var skønt at blive hilset velkommen af den lille fede hund. :-)
Vi kørte ikke galt på køreturen hjem. Da vi kom hjem lagde vi os til at sove.

Anything to declare?
-Yeah, don't go to Romania.

/Slut