Dag 5.

Så blev det torsdag morgen! Nattens konstante basrytme sad stadig lidt i mig (Dennis), da jeg stod op fra sengen, men det afgrundsdybe raseri var sivet lidt ud af mig.
Nu var det Maries tur til at være et klynkende skvat. ;-) Hun havde lidt af de samme symptomer som jeg led under, bare i væsentlig mindre grad, selvfølgelig ;)
(Marie drak et par slurke af det føromtalte flodvand, så teorien holder stik).
Det var synd for hende, for vi skulle jo ud af hotelværelset inden kl. 12, og afsted mod Sorte havet, Constanta (østkysten). Der var ikke tid til at ligge og fede den af, ligesom jeg gjorde på dag 3.

Heldigvis var hun i stand til at gøre sig klar. Nede i hotellobbyen prøvede jeg at puste mig lidt op og brokke mig over nattens larm. Desværre var værten så rar og flink at jeg ikke rigtig kunne få sjælen med i det.. Han serverede vores sidste måltid i Bran, som Marie fik prikket lidt til, og så betalte vi for opholdet, og kørte afsted!

Huhej hvor det gik, over stok og sten. Mens Marie sad og kæmpede med opkastfornemmelse og kvalme, havde jeg klampen i bund op og ned af smalle hårnålesving (der kom selvfølgelig stadig vanvittige rumænere bankende afsted om min venstre side med 200 km i timen).

Da vi nærmede os bunden af bjergene, tankede jeg bilen op. Den var næsten tom. 360 kr blev det til. Vi havde håbet og researchet os til at benzinen skulle have været billigere.. *hrmph*, det er sgu en om'er, google..

Nede på den rumænske slette, udvidede vejen sig, og jeg kunne virkelig åbne op for spjældet, dvs. at vi kom op på omkring 90 km/t.... Flot, Dacia...

                                                        Vores flotte hvide bil.
Vi skulle ned over Bukarest, for at fange motorvejen mod østkysten. Ifølge kortet var der en omfartsvej omkring byen, så det kunne sgu ikke være nemmere..
Vi kom helskinnede frem til omfartsvejen, og startede på buen omkring byen.
Så, lige pludselig: PANIK! Den brede 4-sporede vej delte sig uden varsel i 2 gange 2 spor, uden nogen som helst form for skiltning. Min hjerne kalkulerede sig ret hurtigt frem til at ligegyldigt hvilken vej jeg tog, ville det være den forkerte, så jeg holdt mig til den venstre side, vel vidende at dette var vejen som ville tage os direkte ind i Bukarests centrum. Og det gjorde den selvfølgelig også.

Efter at have kørt rundt i et ultra trafikeret bycentrum, med en raseri-induceret puls på omkring 260, i omkring en halv time, greb jeg resolut min iphone, og slog mobil data til, vel vidende at det koster rundt regnet 8000 kr pr MB hentet. Med Maries hjælp som vognkommandør, fandt vi vejen ud mod motorvejen til kysten!

Da vi endelig nåede frem til Constanta, efter ca. 6 timers kørsel, gik det faktisk mistænkeligt nemt med at finde hotellet. Vi parkerede bilen (Marie havde det ikke specielt godt på dette tidspunkt), tjekkede ind, og bar vores bagage op på 3. sal.

Det var en noget anden standard end værelset i Bran. Væsentligt mindre, og med en ret gennemtrængende kloak-aroma. Vi pakkede ud, lagde os og slappede lidt af, og besluttede os for at gå ned og spise.

Efter aftensmaden gik vi en tur ned langs stranden (ja, hotellet ligger lige op til en fremragende strand). Det var ret romantisk ;-)
Lídt nede af stranden fandt vi en lang promenade, med en masse butikker, og masser af mennesker. Rigtig lækkert. Vi osede lidt. Jeg prøvede forgæves at finde en skjorte som var lang nok. Marie fandt lidt tøj. Vi gik hjem til hotelværelset.
Lige nu ligger Marie og sover, og jeg vil gerne hoppe med på den vogn, så jeg slutter herfra :-)